Håndbold

Min interne joke med dommerne

Vi kender allesammen de typer, som altid brokker sig til dommerne. Jeg nævner ingen navne, men der er mange af dem derude i håndboldverdenen. Alle har en mening om dem og deres præstationer. Påvirker de kampen for meget? Har de for små kasketter på? Er de altid efter de samme spillere? Hvorfor kan de ikke se, dét vi ser? Er der spillere, som de ligefrem elsker? Hvorfor får den samme person altid medhold? De er vel den dømmende magt i magtens tredeling i håndbold.

Deres rolle i kampene har massiv indflydelse på spillet, og derfor har mange en mening om dem. Det gælder også op til kamp, hvor man ofte lige snakker om, hvem der skal dømmes os i dag. Nogle gange bliver det heller ikke bragt op, fordi vi er ligeglade, men så snart kampen begynder er ingen ligeglade.

Det ved I godt. Hvad I ikke ved er mit eget forhold til den dømmende magt, som løber rundt med os inde på banen. Nu skal I få svaret.

JEG ER LIGEGLAD! Det kommer måske som en overraskelse, men dommerne er mine venner.. for det meste. Jeg har stor respekt for deres arbejde, og jeg har slet ikke lyst til at bytte plads med dem. Der er jo altid nogen, som er utilfreds med dem, og det kræver mental styrke at skulle stå imod den brok og hate, som de måske er uheldige med at møde i deres karriere. Det vil jeg ikke frivilligt vælge. De fortjener faktisk applaus for deres arbejde. I 7./8. klasse interviewede jeg en af mine forældres venner, som på daværende tidspunkt var aktiv håndbolddommer. Han fortalte mig, at der engang var en sur forælder, som gik op til ham efter kampen og sagde nogle fuldstændig uacceptable ting til ham. I samme boldgade så jeg på twitter, at Jesper Kirkholm havde fået en besked fra en tysk håndboldfan, hvor han ytrede sin mening. Og han roste ham altså ikke. På samme måde må det have været for de dommere, der i april 2016 dømte Nordsjælland-Tønder i kampen om en ligaplads. Vi husker allesammen, da Ian Marko Fog rev sin trøje i stykker på live tv. Kan nogen give manden en medalje for hans brystkasse *savl*.

Nå, jeg kom på et sidespor. Min pointe er, at vi skal huske at opføre os pænt. Jeg er autoritetstro og fuld overbevist om, at de har styr på lortet. Men jeg er også barn af to lærere.

Jeg har nok i mig selv

Hvorfor er jeg så ligeglad? Det er jeg, fordi jeg har nok i mig selv og mit eget spil. Der kan være tider, hvor jeg ærger mig dybt over et tilkendt straffe eller udvisninger af mine kære medspillere, men ellers er jeg rimelig fokuseret på mig selv. Hvis jeg først skal begynde at tænke på dommerne, så får jeg travlt. Jeg kan ikke overskue det med alle de andre komponenter, som styrer spillet. Jeg koncentrerer mig om dem, som jeg kan påvirke.

De er den slags venner, som man nogle gange flirter med for at få sin vilje

Jeg har næsten altid en joke kørende med dommerne. De er altid gode for en bemærkning eller to. Det handler som oftest om, at jeg aldrig kan finde bolden, eller jeg brokker mig over, at de ikke gav mig redningen i stedet for et frikast. Til Final4-bronzekampen jokede dommeren fx med, at jeg skulle have rødt kort for at ramme Linn Blohm i en kontra. Jeg var lige ved at få tårer i øjnene. Gudskelov jokede han, og så grinte vi lidt af det. Dommerne er mine venner. De roser mig til tider, siger, når jeg råber for meget, og deler min glæde til håndbolden. Den slags venner, som man nogle gange flirter med for at få sin vilje. Ja, selv trænere mandeflirter med dommerne. En lille hånd på skulderen eller et internt smil forekommer ofte. Jeg vil ikke sige, jeg elsker jer, men jeg kan lide jer.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.