Håndbold

Da jeg spillede U16 i Bellinge, gjorde jeg noget inden torsdagstræning, mine forældre stadig ikke ved

Hej venner! Jeg tror, det er tid til en omgang synders forladelse for mit vedkommende. Jeg har en hemmelighed, som jeg gerne vil dele med jer. En hemmelighed, som selv mine forældre ikke kender til. Det omhandler noget, jeg gjorde før hver torsdagstræning som U16-spiller i Bellinge. Vi skal helt tilbage til 2009/2010, da jeg gik i 9. klasse og arbejdede som kassedame i SuperBest. Det var hårde tider som ung og naiv – uden fuldt udviklede frontallapper.

I kender det sikkert fra jeres egen ungdom. Man tager nogle valg, som man sidenhen fortryder så grueligt. Man skal forstå, at jeg dengang (ligesom mange andre) ikke havde så meget selvtillid, hvad angik mit udseende. Jeg var højere end mange af drengene, var lidt drenget, kunne ikke passe det samme tøj, som mine jævnaldrende, så jeg måtte tage andre midler i brug, når jeg gerne ville være pæn. Det skal siges, at det ikke var noget, som alle gjorde, men jeg havde en veninde, som var mega populær og smuk, og hun gjorde det. Så derfor var det nok grund til, at jeg også skulle gøre det….

Vi gik til håndbold sammen i Bellinge. Hun var venstre back, og jeg var målmand. Jeg havde store bomuldsbukser på, som nærmest ingen andre end DHF benytter sig af længere. Jeg havde selvfølgelig et crush på samtlige drenge, som spillede U16 og U18 dengang. Jeg tror bare, det er noget, man skal have på den tid. Der skulle ikke mere end et “hej” til, så var jeg igang med at planlægge vores sommerbryllup på strandpromenaden i Nice. Særligt gik det ud over en af drengene, som jeg hældte vodka udover til en fest. Han blev stiktosset (naturligvis), så jeg gemte mig på et toilet og måtte til slut indrømme, at jeg syntes, han var sød. Så pinligt, når jeg tænker over det nu. I dag er min taktik lidt mere sofistikeret. Nu bruger jeg Små Sure i stedet.

Spøg til side. Jeg fik den idé, at jeg skulle upgrade mit udseende, så jeg begyndte at gå i solarie før hver torsdagstræning i Bellinge. Det var virkelig smart, for jeg cyklede bare lidt tidligere til træning og sagde til de gamle, at jeg skulle mødes med min veninde. Hende mødtes jeg også med, bare ude foran solariet, så vi kunne gå i cancergrillen sammen. Ærligt, så kunne jeg ikke rigtigt finde ud af det, for jeg lå og svajede i min ryg, så jeg ikke fik noget Bulls Eye (I ved godt, hvad jeg taler om, og hvis I ikke gøre, så spørg en voksen, der var ung i 00’erne. En af dem, som har danset til Basshunter og gået til halbal. De ved godt, hvad jeg taler om). I hvert fald var det ikke særligt behageligt, men jeg “ofrede” mig for skønheden, og før jeg havde set mig om, kunne man ikke se forskel på mig og en TUI guide fra Hurghada. Jeg troede faktisk, at der stod en servitrice i solariet og tog imod penge og bagefter tændte for solariet. Jeg var helt uprøvet i det game.

En dag kom jeg hjem fra træning med udslæt på min ryg, som kløede helt sindssygt. Jeg havde glemt at rense solariet, inden jeg lagde mig ind. Min mor kiggede også noget undrende på det og spurgte, hvorfor jeg var blevet så brun. Jeg ved ikke, om hun regnede den ud der, men har aldrig fortalt dem det. Jeg fortsatte ca. 6 måneder, indtil jeg var træt af at bruge min løn på det.

Undskyld mor og far. Jeg var ung, naiv og usikker på mit udseende. Jeg skulle bare prøve det af. Jeg har også gjort det lidt op til Final4 i 2017. Også undskyld for det. Jeg lover, aldrig at gøre det igen. Nu bruger jeg selvbruner i stedet.

Bare se mine ben på årets spillerfotos. Den hvide kant har alle fået. Jeg ved ikke, hvad der er gået galt i redigeringen…

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.