Efter 2 uger i Frankrig har jeg fundet ud af følgende

Hej venner – for første gang med adresse i Frankrig. Ja faktisk i det hele taget uden for Danmark. Jeg har været her i 3 uger helt præcist, vi har trænet i 2 uger, og jeg har været alene i 1 uge. Tingene går bare op i en højere enhed denne søndag… Jeg har det godt. Je suis content. Jeg kan stadig ikke snakke fransk, men jeg forstår en smule (en peu) på træning. Hvis det går langsomt og de ikke mumler.

Jeg er gået fra A til B de sidste to uger. Først til en masse tests, derefter til banken og fodmand. Jeg sværger, der er ikke nok timer i døgnet hernede, og alligevel finder jeg lidt tid til at få nogle oplevelser. I stedet for at skrive en lang smøre om det hele, får I bare en liste i stedet for. Der er sket så meget, og jeg har lært så meget omkring Frankrig og hvordan håndbold foregår hernede. Det er ikke sikkert, at alle disse oplevelser er tilsvarende mine danske kollegers oplevelser hernede, men det er mine personlige oplevelser.

16. Der er meget papirarbejde i Frankrig

Jeg får det at vide hele tiden af ALLE. Tingene går lidt langsommere hernede pga lange kommunikationslinjer. Fx går der nok 2-3 måneder før jeg får mit “sygesikringsbevis” dvs. Carte Vitale, som jeg skal bruge ved lægen og for at få social støtte for bl.a. mine såler, som vi skulle have lavet. Bevares, sådan er det jo.

15. Ikke alle snakker engelsk

Surprise. Den havde jeg nok set komme, men de fleste skriver virkelig godt engelsk. Jeg har taget engelske bøger med herned, som jeg har lovet at låne til nogle af de unge, for de vil altså virkelig gerne blive bedre. Det er dejligt, men jeg skal jo lære fransk også, så jeg må væbne mig med tålmodighed lidt endnu. Mit engelsk er ret godt, og nogle gange må jeg gøre det lidt mere simpelt og forståeligt, hvilket går udover mit generelle niveau hernede. Snart begynder jeg sikkert at snakke danglish, selvom jeg har gjort alt for at slippe af med min 7. klasses accent. Lol.

14. Mine naboer vil rigtig gerne snakke på fransk

Mine naboer, genboer, overboer og resten af bygningen er så søde og åbne. De vil virkelig gerne snakke fransk med mig, og det er blevet til nogle få “rigtige” samtaler, hvor vi faktisk kommunikerede på fransk, men vi er nede i det helt simple. Der er absolut ingen kommaer i mine sætninger. Det er ord, fakter og smil, men de forstår. Det gør jeg bare ikke altid, og så er det akavet. Jeg griner bare og siger “Bonne journée !” men søde er de.

13. Håndbold er ret stort hernede

Alle ved, jeg spiller håndbold i min bygning. Rygtet går nok hurtigt, men jeg mærker også en generel viden om mit lokale hold. På tinder kender de også til “panterne”, som vi også går under. Det er ligesom at være i Holstebro og Nykøbing. Haha.

12. Jeg er gigantisk i bybilledet

Okay, det er måske heller ikke en overraskelse for nogen, men jeg er meeeget højere end gennemsnittet hernede. Jeg sværger, jeg stikker ud på gaden. Jeg ved ikke, om det er mængden af Foie Gras eller Croissanter, men de er ikke særligt høje her. Ellers er det bare mig, der generelt tænker, at ALLE mennesker må være lavere end mig. Heldigvis for mig, så er her både et håndbold- og basketball hold.

11. Der er mange flotte, flotte mænd hernede

Jeg sagde det. Damer, bare kom ned til Frankrig. Måske er det fordi, de er lidt mere eksotiske, måske putter de noget i vandet. Jeg ved det ikke, men jeg kan lide det.

10. Jeg klæder mig meget anderledes end alle andre

Jeg har stadigvæk ikke helt fundet hele farvepaletten frem endnu. Jeg holder mig til pastel og hvid. Aldrig sort, men er stadig ikke dér, hvor jeg tænker at indføre “On wednesdays we wear pink”. Det venter jeg altså lige med. Noget andet er, at jeg klæder mig som en dansker. Dvs. når vi rammer de 20 grader, så har jeg shorts og kortærmet på, mens alle andre går rundt i jakker og lange bukser. Jeg forstår det ikke. Det er jo varmt!!

9. Vi bliver testet i helt andre ting hernede sammenlignet med i Danmark

Jeg skal nok lige lave en mere detaljeret beskrivelse af det, men jeg har været igennem hjertetest (ECHO), stresstest (EE) på cykel, fodmand, Cybex, test af læge og test af løb (som jeg desværre udebliver fra pga. springerknæet). Derudover skal jeg også til tandlæge i august, fordi det skal åbenbart også være i orden. Mange nye ting, som jeg aldrig før har prøvet, men det er gået godt.

8. Styrke hernede er ikke som i Danmark

Mit program lige nu i preseason består af 22 (!) øvelser til hofte, skulder, bryst, ben og ja, vi er nærmest nede i knibeøvelser også. Det tager lang tid, men vi gør det kun 2-3 gange om ugen, og jeg kan godt lide styrke. Til gengæld har jeg aldrig lavet så meget styrke til mave, som jeg har her. Jeg sværger, vi gør det hele tiden. Jeg kommer virkelig til at stå skarpt til jul. Det er helt 100. Vi laver endda planke og mave efter hver cardio. Men altså der skal også mange gentagelser til, før man kan se bare antydninger af linjer på min dunk. Det er også helt 100. Lol

7. Klubben og menneskerne hjælper rigtig meget i Fleury

De har lavet aftalerne med banken, mobil, wifi, læge og lejligheder. Det er virkelig rart. Jeg skal nærmest ikke løfte en finger. Jeg fik bare stukket bilnøgler i hånden, og så kunne jeg tage rundt til aftalerne – mange gange med en fransk hjælper også. Og da jeg sagde, at jeg gerne ville have en ny lejlighed, hjalp de mig til at finde en ny. Jeg skal endda slet ikke flytte noget selv. De frivillige hjælper også med det, og da jeg ville give dem en gave, sagde de, at sådan gør man altså hernede. Det er virkelig pænt af dem, men jeg får så dårlig samvittighed, for mine forældre har opdraget mig til at give lige så meget igen, som jeg får. Men jeg forstår, at jeg bare skal tage imod og sige tak. Så tak!

6. Jeg føler mig lidt som en bæst hernede

Derhjemme var jeg okay stærk – selvfølgelig mere eller mindre i nogle øvelser. Hernede er jeg meget stærk! Til gengæld har jeg ikke lige så god teknik i håndbolden, som mange af de andre har, men jeg skal heldigvis også bare tage bolden.

5. Vi har en langt blødere opstart i håndbold end i Danmark

Den første uge lavede vi kun sidebevægelser, mobilitet og skadesforebyggende, og ved I hvad? Min skulder har aldrig haft det bedre. Hold fast, det er virkelig dejligt. Vi begyndte først i fredags med at spille håndbold på to mål, indtil da var kun lidt på bugen. De bygger meget mere op hernede i håndbolden, så vi ikke starter på 100 %. Det er først gang, jeg har oplevet det. Ikke engang efter Corona i sidste preseason havde vi så blød en opstart. Jeg kan godt lide det.

4. Teambuilding er ikke givet på forhånd

I år laver klubben vist noget teambuilding, men det har de ikke gjort hidtil, så hvis du vil have venner, så skal du selv skabe relationerne, også selvom de ikke kan snakke engelsk med dig. Det var lidt hårdt i starten, da jeg jo elsker at være omkring mennesker og er vant til, at man altid snakker med de nye i starten. Det er vist lidt forskelligt fra klub til klub og jeg respekterer fuldstændig, at spillere har deres eget liv ved siden af, men jeg vil alligevel forsøge at ændre på det, når jeg får min nye lejlighed. Jeg har tænkt mig at holde house warming for mine holdkammerater, så de kan se, at jeg har brug for dem. Jeg bliver så glad til træning, når de snakker med mig eller smiler til mig.

3. Jeg bor i Fleury og IKKE i Orléans

Åbenbart er byen bygget op af forskellige dele, som er individuelle kommuner. Det svarer nogenlunde til at sige, at nogen er fra Odense, selvom de bor i Kerteminde. Det var der seriøst en soldat fra Holstebro, der prøvede at bilde mig ind. True story.

2. Man træner i bomuld og ikke i polyester

Det her har jeg satme svært ved at forstå, da jeg hele min karriere + ungdom har trænet i polyester. Jeg har dog fået polyester t-shirts, men det er normalt, at man træner i bomuldstights- og t-shirts. I har ikke lyst til at se mig i bomuldstights i 25 grader såvel som t-shirt. Jeg er kasser i svedklubben, og jeg undgår bomuld for enhver pris. Især tights. Men de er dog rare at gå rundt i…. om vinteren.

1. Jeg kan rigtig godt lide at være her

Her er rart. Lederne er flinke, de frivillige er hjælpsomme, pigerne er nice, og jeg lærer en masse nye mennesker at kende. Min yndlingsbeskæftigelse. Så det skal nok gå alt sammen, selvom det er nyt og anderledes.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.