Jeg har fået fire på stribe i fransk dating – Ham der digitalt stalkede mig

Jeg har boet i Frankrig i 5 måneder og sikke en finurlig oplevelse, det har været indtil nu. Jeg har været på Tinder, men det er ikke her, jeg har de sjoveste historier fra. Det er fra det gode, gamle IRL. Ja, I læste rigtigt, 3 ud af 4 af de her historier tager udgangspunkt i det virkelige liv. Jeg havde helt glemt, at det var sådan man mødte hinanden i gamle dage lol. Jeg har faktisk ikke mødt så mange på Tinder, men til gengæld har jeg mødt nogle spændende typer udenfor. Jeg har fået 4 på stribe! Fuld plade! Bingo! Yatzy! Jeg har nemlig mødt 4 mænd, der hører til i hver sin kategori for “NEJ-TAK-DIN-SKOVL-SES”. Lad det være en sjov historie, en lektion eller en introduktion til jer, der læser med. Og til de bekymrede, så er jeg okay. Jeg er mere bekymret over 2. halvdel af sæsonen end de her mænd. Selvom den ene gav lidt tårer undervejs, så var det en lettelse af slippe af med. I får dem ikke i kronologisk rækkefølge, men til gengæld med litterære virkemidler og ironi – derimellem finder i sandheden.

Således består tetralogien af:

  1. Ham der planlagde vores bryllup ved første møde
  2. Den suspekte Antoine
  3. Den giftige Gazz Lightyear uden empati
  4. Ham der digitalt stalkede mig

Del 4: Ham der digitalt stalkede mig

Velkommen til sidste del i de sidste 6 måneder af mit liv. I tænker nok, jeg har haft travlt med de meget alsidige oplevelser, jeg har haft på fransk Tinder, men jeg skal lige vænne mig til, at mænd hernede er langt mere frembrusende pågående end derhjemme. Derfor skal jeg også lige revurdere og reinstallere min måde at date på. Det svarer til at skulle installere hele Office-pakken på en fastnetcomputer i 2004. Det tager ca. 6 måneder. Jeg tror, det er derfor jeg har haft nogle meget radikale eller anderledes oplevelser, end jeg ville have gjort derhjemme. Mænd hernede kan altså godt være lidt selvhøjtidelige, der tenderer til det narcissistiske. Dem var der ikke mange af i Holstebro lol. Det er følelsen af, at nogle ikke kan acceptere et nej. Det vrimler med røde flag! Og det er samme tilfælde i denne historie.

Der var engang en dansklærer, som så gerne ville have nogle venner på sit arbejde. Derfor besluttede hun sig for at holde en fest for alle lærerne fra hendes arbejde. Den fest endte ikke helt, som hun havde regnet med, men den historie må I høre om en anden gang. For nu spoler vi frem til kl 1 om natten samme dag, hvor selskabet er i et bowlingcenter. Her ser dansklæreren en sød høj fyr, og de får øjenkontakt. Dansklæreren ved, hvornår øjenkontakt er af interesse, og hun er rimelig sikker på, han er interesseret i hendes tanker om kvinder og kønsroller i det Moderne gennembrud, men man kan selvfølgelig aldrig være sikker. På et tidspunkt bliver det rimelig tydeligt, at han gerne vil læse Helle Helle med hende over en grøn the, for han og hans ven begynder at spille billard lige foran det bor, hun sidder og drikker sin G&T ved. De falder i snak om det er kynisme eller realisme, der optræder i Henrik Pontoppidans værker, men inden de når til Lykke-Per bliver hun nødt til at forlade stedet med lærerne. De udveksler intranet email, og de begynder at skrive sammen over de næste par dage. Han har et arbejde på et Amazonlager om natten, kan godt lide hvidvin og har en anden religion end hende. Det rører hende egentlig ikke synderligt (pun intended), men hun bliver hurtigt klar over, at han har svært ved at acceptere, at hun ikke altid svarer med det samme. Hun tænker ellers ikke særligt over det, men han begynder pludselig at sende “???”, når hun ikke har svaret i et par timer. Det gør hende utryg og sur, så hun har endnu mindre lyst til at svare på hans beskeder. Efter et par dage med beskeder, bliver han så irriteret over, at hun ikke svarer, at han skriver til hende på et andet medie, at hun skal svare på intranet, og det gør hende så sur, at hun forklarer ham, at han ikke skal stalke hende andre steder, hvis hun ikke svarer. Hun har et liv, og at han skal tage og slappe af, for det bliver ikke anderledes. Det må han bare acceptere. Det gør han ikke, så da hun en dag står i security finder han et tredje medie at stalke sig frem til hende på for at forklare, at hun skal svare ham på Intranet. Det gør hende så sur og irriteret, og hun forklarer ham endnu en gang, at han skal acceptere hendes grænser. Hun står helt seriøst i security, og så kræver han, at hun skal svare på hans beskeder. Han bliver sur, og skriver således:

“Hør her, jeg hader den her form for svar, så jeg stopper bare med at skrive til dig. Så kan du snakke med mig, når du vil, og så vil jeg se, om jeg har tid til at svare dig eller ikke. Og bare så du ved det, så ville jeg bare skrive og ønske dig en god tur”

Selvom det var tydeligt for hende, hvad han havde gang i, så gad hun ikke længere hidse sig op over det. Hun grinte af, hvor selvophøjet og narcissistisk han måtte være, for at prøve at give hende skyldfølelse for ikke at svare i en lufthavn. Efter at have forklaret hvor idiotisk skrevet det var af ham, og med så lidt dramatik som muligt, hvordan det fik hende til at føle, gjorde dansklæreren ikke det, som hun burde have gjort. Hun lod ham være i hendes indbakke, selvom hun blev mindet om, hvor stor en Erasmus Montanus han var, hver eneste gang hun så hans navn. Først da hun blev konfronteret af hendes bror, der mindede hende om, at det var digital stalking, blokerede hun ham på intranet, MSN og Arto. Hun manglede bare et skub. The end.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.